Pilgrimsvandringer vinder frem i folkekirken. Faktisk er der de sidste ti år sket så meget, at der nu findes decideres pilgrimspræster, hvilket var utænkeligt for bare få år siden. Men hvad skal vi bruge denne spiritualitet til, og er det helt uproblematisk at overtage traditioner fra katolicismen?

Spiritualitet kan være mange ting. Hvad er folkekirkelig spiritualitet?

Begyndte ved kejser Konstantin den Store

Jeg vil ikke lægge skjul på min egen holdning til spiritualiteten, og den er, at jeg er meget positiv overfor alt, hvad der kan få folk interesseret i kristendom.

Men samtidig kan jeg sagtens forstå, at der findes folk der er skeptiske, og jeg selv er ikke uforbeholden positiv, for vi skal tænke over, hvad det egentlig er vi skal bruge det til.
Pilgrimsvandringen som fænomen begyndte allerede i oldkirken, formentlig med kejser Konstantins mor, der rejste til Jerusalem og angiveligt fandt resterne af Kristi kors.

Siden dengang har en pilgrimsvandring været både en åndelig rejse, men sandelig også en helt fysisk rejse fra ens hjem og hen til nogle hellige relikvier, som f.eks. rester af Kristi kors eller en helgens knogler.

Hvad er luthersk pilgrimsvandring

Men i en luthersk kirke kan vi ikke bruge sådan nogle hellige souvenirs til ret meget. Så hvad er en luthersk pilgrimsvandring?

Pilgrimspræsten i Århus, Elisabeth Lidell, giver sit bud, nemlig at pilgrimsvandring er “bøn med fødderne”. Hun siger, at pilgrimsvandringen “skaber rum for at møde det hellige”, hvilket jeg tolker på den måde, at man giver sig selv tid og ro til at åbne sig op overfor mødet med Gud.

En anden af hendes pointer er, at pilgrimsvandringen åbner op for at bruge kroppen til at udfolde sin tro. Indenfor psykologien har man erkendt, at kroppen er uundværlig når det kommer til terapi, og flere og flere psykologer inddrager kroppen i deres terapi.

Officiel udtalelse fra folkekirken savnes

Jeg tror hun har en god pointe, men det undrer mig, at folkekirken ikke har en officiel udtalelse om, hvad en pilgrimsvandring er, og hvor den ligger henne i en folkekirkelig trosmæssig praksis. Det har vi for gudstjenesten, så hvorfor ikke for pilgrimsvandringen?

Hvis ikke vi får fastlagt hvad meningen med den spiritualitet som pibler frem ved folkekirkens græsrødder, så åbner vi for alle mulige sære fortolkninger af spirituel praksis, og risikerer at få ting som helgendyrkelse og buddhistisk inspireret meditation ind ad bagdøren. Det tror jeg vil skade folkekirken på længere sig og være med til at udvande det i forvejen ret udvandede trosgrundlag.

Else Marie Wiberg mener, at vi er nødt til at få spiritualiteten accepteret i folkekirken på lige fod med gudstjenesten om søndagen. Hun siger:

“Vi skal have folks åndelighed med, for det er der brug for. Vi lever i en meget materialistisk verden i dag, og folk har behov for vejledning. Det er også derfor at den alternative verden har haft så stor succes, fordi de dækker et behov folk har.”

Jeg tror hun har ret til overmål om at der er et udtalt behov for spiritualiteten. Men lad os få sat den i nogle ordentlige rammer, så det kommer til at fremstå som noget der skal tages seriøst.